Nyheder

NFD Sommertræf 2017

 

Vejrguderne skiftevis tilsmilede os og truede os, så det var med noget usikkerhed 15 entusiastiske NFD'ere stævnede mod Juulsølejren, som igen i år dannede rammen om NFDs Sommertræf.

Vores bange anelser skulle dog blive gjort til skamme, idét mulighederne skulle vise sig fine, og kun lørdag aften viste sig at rumme lidt væde, dog heldigvis såvel til udvortes, som til indvortes, brug.

Hytten blev indtaget fredag fra ved 5-tiden, og snart strømmede langlinsede fotografer til fra nær og fjern. Efter indkvartering og indkøb blev sendebude sendt i byen efter pizzaer, som blev indtaget på den dejlige terrasse med udsigt over den skønne spejdergrund, der hører til hytten.

Hurtigt gik snakken om løst og fast, fra Trump til makrofotografering, og om turens muligheder for "de gode skud". Vi havde ikke på forhånd lagt et fast program ned over turen, så vi snakkede om forskellige muligheder, og de morgenduelige startede kl. 04.00 ved Juulsø, med en lille østgående morgenvandring om søen, et kor af morgenduelige småfugle kvidrede i træerne, dejlig morgen, uden de store sindsoprivende sjældenheder.

Efter en hyggelig morgenmad satte vi kursen mod Klostermølle, med fine muligheder for makrofotografering, måske en isfugl, og de fine pragtvandnymfer, som vi også havde nydt sidste år. Mod slutningen fik en del af gruppen også fine muligheder for isfuglen, da vi fik udpeget redehuller i åbrinken, og så var det bare at vente tålmodigt. Vinni, som er lokalpatriot i området, kendte også et lille vandhul, hvor vi øvede os i frøer og flyvende 4-plettede libeller. Skønne oplevelser, der fyldte godt på medlemmernes hukommelseskort.

Thomas fra Ålborg, som sidste år brillerede med en lækker middag lørdag aften, gentog succes'en og stod for en skøn middag, assisteret af Amdi og Bente, som igen i år gjorde en fantastisk indsats med indkøb og praktiske gøremål. Tak for det til jer alle, det var så flot, alt sammen.

Søndag morgen. Tidligt. Meget tidligt. Vi var nogen der havde hørt om lørdagens isfugl, og lidt over 04.00 listede et par biler sig mod skoven ved Klostermølle. Nu skulle det være. Selv havde jeg aldrig været på tilfredsstillende skudhold af en isfugl. Et par forkølede skud var det blevet til i Danmark, og Polen sidste forår, men nu. I det første morgenlys listede vi os frem. I position ved redehullerne. Vente. Og vente lidt mere. Men så var de der. Flittige fiskere. Med 10-12 minutters mellemrum sad der en smuk isfugl 8 meter fra os, lige på den anden side af åen. På en pind. Eller gren. Sad bare der og pralede. Se hvad jeg har fanget! 20-30-40 sekunder hver gang. Og klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik, som når statsministeren udskriver valg. "Lukkergardinet" måtte starte vandkølingen, pegefingeren fik krampe, rumpen blev følelsesløs, men efterhånden som lyset blev bedre, og iso'en faldt fra 6400 til 500! for nogles vedkommende, fik vi skønne skud i kassen, som ikke bliver glemt foreløbig.

En lækker brunch og en oprydning senere, skiltes vi, dejlige oplevelser rigere, mange fotosnakke klogere, og mange timers søvn fattigere. Det må der rådes bod på senere.

Tak til alle for en dejlig tur. Tak til Bjarne for tips til redigering. Vi fik ikke set billeder fra andre ture, men snakken er gået lystigt. Jeg håber at se jer alle til fremtidige arrangementer. Årsmødet på Kattinge Værk fx. Der er snak om Sommertræf i Fosdalen, nordenfjords, næste år. Vi glæder os allerede.

Hilsen Preben Gori.