To scan, or not to scan, that is the question.

Hvis ikke fysikkens love var så genstridige, ville vi for længst have opfundet et makroobjektiv, der gav uendelig dybdeskarphed. Problemet ligger i, at ønsket om at gå i detaljen er omvendt proportionalt med dybdeskarpheden. Vi kan ikke bare skrue op for blænden. For når vi beskæftiger os med mikro-makro, går den faktiske blænde lynhurtigt mod størrelser, der er så store, at de slet ikke findes. Som om det ikke er nok, så øges difraktionen ulideligt, når man går tæt på, selv indenfor almindelige makroblænderåbninger.

Der er imidlertid ikke tale om nogen ny erkendelse. Folk, der arbejder med mikroskoper, er vant til at kompensere for en meget lille dybdeskarphed ved, at der sidder en fokusskrue, som justerer afstand mellem objekt og objektiv op og ned. Det fungerer ganske godt, da man normalt kun er interesseret i at få et todimensionalt tyndt planbillede. Det er først med ønsket om at få en 3D-effekt, at vi løber ind i førnævnte udfordringer. Ved at spraye forstøvede guldatomer over emnet kunne man lave serier af billeder med elektronmikroskop, som så bagefter blev sat sammen i en computer. Pollenkorn og T-dræberceller er eksempler på billeder der, ud over at rykke de æstetiske grænser for billedskabelse, har været med til at åbne op for ny og vigtig videnskabelig erkendelse. De fleste tænker heller ikke over at et røntgenbillede i dag lige så vel kan være en scanning, hvor man tager en serie af tynde billedskiver (planer) og bagefter sætter dem sammen. Informationsmængden er så stor, at man frit kan rotere billederne i 3D og se på detaljer fra alle tænkelige vinkler. Men hvis man nu skærer al teknikken fra, så er princippet i fokus stacking ikke særlig kompliceret. Alle kender til stitching, som vi bruger til at lave panoramaer med. Stacking er så at sige bare stitching i dybdeplanet.

For at vende tilbage til NFD, så går der nok et stykke tid før én af os får råd til at købe et elektronmikroskop eller en MR-scanner. Mindre kan dog også gøre det, og det er hvad denne artikel handler om. Jeg skal starte med at sige, at jeg kun har beskæftiget mig med fotostacking i godt et halvt år. Min interesse blev vakt, da jeg på fotomessen i 2012 så John Hallméns fantastiske billeder af insekter. Tænk at det var muligt. Og samtidig er metoderne kommet indenfor rækkevide af os almindelige dødelige! Det måtte simpelthen bare prøves. Med en kombination af søgning på Internettet og systematiske forsøg synes jeg, der er ved at komme hul på det.

Hvad behøver man for at komme i gang? Det er en kæmpe fordel, at der er mange forskellige måder at opbygge sit ”studie” på, og det kan gøres til priser, hvor de fleste bør kunne være med. For det første er der basisudstyret, som man nok allerede har, hvis man interesserer sig for makrofotografering: et kamera, et sæt mellemringe, et stativ og et makroobjektiv. For det andet er der lys. Det kan afhænge af, om man vil fotografere ude eller inde og hvor meget lys man skal have rundt om sit motiv. Selv havde jeg nogle flashlamper med softbokse – de behøves ikke, men de giver et godt og kontrollerbart dagslys - og to af dem er ikke dyrere end en god speedlite eller makroflash. LED ser ud til at komme med en masse langt billigere og formentlig også særdeles velegnede lyskilder. For det fjerde behøves noget software, som kan lime de mange billeder sammen, når de er taget. Der findes mange programmer, hvoraf nogle er gratis, men de to mest almindelige er Helicon og Zerene Stacker. Begge kan skaffes for omkring en tudse. Jeg slog plat og krone og landede på Zerene, som har fungeret fint, og de har en god support. For det fjerde - og vigtigste -, handler det om, hvordan man får flyttet sit fokusplan, mens man tager sine billeder. Der er to måder: enten flytter man på objektet, eller også flytter man på objektivet. Der er vel også en tredje løsning, hvor man ændrer fokus på objektivet og holder kamera og objekt fast, men jeg kender ikke til systemer, der kan styre det så nøjagtigt som påkræves. Så metoden med at bevæge objektet kan f.eks. gøres ved, at sætte det fast på en mikrometerbænk. For version med at flytte objektivet er der to løsninger: Man kan bruge en makrobælg, som flytter objektivet hen mod objektet. (Lidt samme princip som Canons nye mikrolinse benytter sig af). Den anden løsning er, at kameraet sættes på en skinne, der så flytter sig. Jeg har valgt denne sidste løsning. Der findes igen en del måder, som det kan gøres på. Dog skal man overveje, om de er tilstrækkelig stabile. Da pris og kvalitet hænger sammen, førte det til, at jeg kastede min opmærksomhed på Cognisys, der har et system af stabile motoriserede og computer-styrede skinner, som kan flytte ned til 1μm pr trin. Med kabler havde jeg spenderet ca. fem tusinde kroner for sådan én. For godt femten hundrede mere fik jeg en batteripakke med, så jeg kan bruge udstyret i naturen. Dernæst var jeg nødt til at købe et geared hoved til mit stativ for at kunne justere det præcist nok. Endelig faldt jeg for en diopter-linse, som til en billig penge giver en del ekstra forstørrelse, når den sættes foran makroobjektivet. Som sagt er dette kun én af mange andre muligheder: sætte et gammelt objektiv omvendt på – gammelt fordi man skal kunne justere blænden manuelt. Novoflex har et system, hvor man kan bevare styringen af digitale objektiver når de vendes om. Endnu større forstørrelser kan opnås ved at sætte objektiver fra gamle røntgenkameraer og diverse skoper foran sine linser. I alt havde jeg lagt omkring elleve kilo danske kroner, da jeg modtog varerne. Men så kunne jeg også komme i gang med det samme. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg faktisk sparet 85.000 kr, fordi jeg undlod at købe Canons nye 200-400 x 1.4 objektiv, som jeg var brændt varm på.

Stackopstilling: Boksen til venstre er styrecomputeren til skinnen som kameraet er monteret på.

 

Mit allerførste forsøg var med en død flue fra vindueskarmen – billedet blev såmænd også derefter. Det var ikke plug and play, men begyndte at ligne hårdt arbejde. Hvor mange billeder behøves, når jeg kører med blænde 4, har tre mellemringe foran en makro på 100 mm plus en 8 dioptri foran? Hvad skal lyset være, hvis jeg vil blive på ISO 100, og hvor lav hastighed kan jeg gå ned på. Uden at jeg sætter vibrationer i systemet, når jeg går ud for at hente kaffe? For det kræver kaffe – masser af kaffe. Hvordan undgår jeg reflekser fra lyset? Nu handlede det om at være systematisk og skrive ned, hvad jeg lavede. De, der husker hvordan vi systematisk nedskrev resultaterne, hver gang vi ændrede på et enkelt parameter i fysikforsøgene i skolen, kan godt begynde at finde disse dyder frem igen. Der er enkelte tabeller på nettet, men de passede bare ikke for mig. Og så er vi tilbage ved, at det handler om, at man er nødt til at gøre sig sine egne erfaringer med sit eget udstyr. Det samme gælder for billedbehandlingen bagefter. Først skal systemet stacke billederne i mindst to modi. Herefter skal man redigere så meget som muligt og evt. stacke igen under nogle andre justeringer - dem skal man for øvrigt også prøve sig frem med. Når man så er nogenlunde tilfreds, skal billedet videre en tur over Photoshop, Elements eller hvad man nu ellers bruger af software. Og det er en forudsætning for et godt billede, at man bryder alle regler og giver sig i kast med både at klone og stampe.

Men så kan man være heldig, at få en belønning i form af et godt billede, som viser en helt fantastisk ny verden. Æstetikken i detaljen på blomster og insekter, hvor man kun kan forundres over at så meget design ligger og venter på den, som vil besvære sig med at kikke efter. Mange små mirakler, som vi ellers bare giver et klask med fluesmækkeren eller splatter ud på forruden af bilen, når vi kører ud for at fotografere fugle. Og så kommer vi til moral og etik. Er det i orden at slå insekter ihjel for at sætte dem på en nål, så vi kan få nogle fede billeder i kassen? Grundlæggende er det imod NFD’s principper, men tekniske fotos, hvor vi mikroskoperer – og altså også stacker – forudsætter ofte at dyret er dødt for, at kunne få et billede af tilstrækkelig høj kvalitet. Jeg har jo selvsagt accepteret, at det kan være nødvendigt og vedkender mig, at jeg er insektmorder. Og det påvirker ikke min nattesøvn. Men når det er sagt, så er der også måder, hvor vi ikke behøver at aflive dyrene. Det kan være insekter, der f.eks. findes en tidlig forårsmorgen, hvor de er for nedkølede til at flytte på sig. Eller hvis de er fanget med natlyslampen og sat i en kasse i køleskabet. Der må for resten da også findes måder, man kan bedøve dem på? I alle disse tilfælde kan man være heldig at stacke dem, inden de drager af. Man kunne jo også bare fotografere selvdøde insekter. Endelig må man ikke glemme, at planter også er fantastiske at stacke. De har det bare med at klaske sammen, hvis ikke de får vand, mens der fotograferes. Der kan desuden laves nogle flotte lyssætninger med planter, f.eks. ved at lade lyset skinne igennem bladene. Men det kan være noget af en teknisk en udfordring at komme ned i bunden af en blomstertragt med både lys og objektiv.

Hvad kan vi så få ud af at være en gruppe, der slå pjaltene sammen? Vi kan forhåbentlig komme med nye vinkler på, hvad fotostacking kan bruges til. Hurtigere få udviklet metoder og være med til at præge området? Blive en af de første fotoklubber der seriøst tager stacking på programmet. Der er masser at arbejde med, det kunne f.eks. være:

  • Udvikle værktøjer, manualer som gør det lettere for andre at starte på stacking
  • Hvor mange og hvor tynde skiver er optimalt i hvilke situationer?
  • Hvordan får vi det bedste lys på?
  • Hvad er de bedste måder at forstørre på?
  • Der er masser af software som direkte og indirekte er relevant at arbejde med.
  • Der er muligheder for at arbejde med 3D-lignende optagelser.
  • Så hvorfor ikke også udvikle 3D-print af vore fotos?
  • Stacking af planter.
  • Fotografering af levende dyr, hvor langt kan vi komme uden at ihjelslå?
  • Hvem får først stacket en elefant?

Til sidst vil jeg give et par nyttige links, som langt fra er udtømmende, men et godt sted at starte. Først nogle hjemmesider om fotostacking:

Dernæst nogle sider for programmer og udstyr – mange af de kameraforretninger, som I allerede kender, sælger også en del udstyr, som bruges til makro og stacking:

Efter at jeg holdt et oplæg om stacking på et NFD-møde i oktober er vi en lille gruppe, som har besluttet os at mødes, for at se hvad vi kan få ud af at samle vore erfaringer på de mange forskellige områder, som kræves for at udvikle denne nye kategori indenfor teknisk naturfotografering. Jeg håber, det kan blive starten på endnu et aktivt forum i NFD. Nu vil vi se hvordan vi får startet og fortælle om det når vi har fået lidt luft under vingerne. Med tiden håber jeg at der er flere som har lyst til at lege med og man er altid velkommen til at kontakte mig på: kbpoulsen@hotmail.com

Du kan se hele som printbar PDF-fil her: To scan, or not to scan, that the question