Den gådefulde Garver

Iagttagelser af Garverens korte liv som adult bille.

Tidligere bragt i Medlemsmagasinet nr. 90.
Foto og tekst: Frede Mørch

For de fleste kratluskere er Danmarks største landlevende bille formodentligt et dyr man nok har hørt om, men aldrig set. Dette skyldes nok, at den voksne garvers livscyklus kun er på godt en måned, at den normalt kun træffes ved opretstående, døde Bøgeruiner i gamle Bøgeskove, og at den er et skumringsdyr, der generelt først kommer frem ved aftenstide i den korte sæson, ultimo Juli til medio September, alt efter årets vejrlig.

Garveren er en 3,5-4,5 cm. lang, robust bygget bille med store, karakteristiske følehorn, og markante skuldre på dækvingerne. Følehornene, som kan registrere dufte, er opbygget som løst stakkede kræmmerhuse – hannens følehorn er længere og kraftigere end hunnens, da det er hannen som har mest behov for at kunne opfange dufte, mere specifikt hunnens duftferomoner.

Hunnen er synligt længere end hannen. Hannen forekommer mere bredskuldret og flad end hunnen. Navnet Garver kommer af billens brunsorte farve, ála garvet læder.

Jeg er så heldig at bo tæt på nogle gode Garverbiotoper, og har i 4-5 år kunnet følge dens færden.

Den følgende udredning kun i begrænset omfang videnskabeligt funderet; den bygger hovedsageligt på de iagttagelser jeg i de seneste 4-5 år har gjort under mine besøg hos denne fascinerende og imponerende bille. Dog har især Duffys ældre artikel (1946) fungeret som støtte for mine betragtninger.

Livscyklus som voksen bille:

Garveren lever i tre-fire år som larve i Bøgeruiner – oftest flere m. høje ruiner (Bøgehøjstubbe), der stadig står på roden.

Larven lever af det døde ved, særligt det tætte ved i de store rødder. Den sommer hvor den blev færdigudviklet, forlader den i forsommeren den rod som den har levet af, og baner sig vej op til jordoverfladen. Her forpupper den sig i lodret position under jorden, ganske tæt på overfladen, og afventer sensommerens komme.

Når tiden i eftersommeren er inde, bryder den frem af puppen, og stikker hovedet op over jorden. Her kan den sidde i op til et par timer, før den i skumringen kommer frem, for at opsøge en Bøgeruin.

Man kan bruge billernes udgangshuller i jorden omkring Bøgeruinen til at finde ud af, om ruinen er hjemsted for Garver; hvis man ser et eller flere, godt 1. cm. store huller i jorden omkring stubben, kan man stikke en tynd pind ned i hullet. Hvis pinden møder fast bund ca. 6 cm. lodret nede, er det med stor sandsynlighed et udgangshul for Garver.

Ved 17-18-tiden bryder den helt frem. Hunnen kravler typisk straks op på den samme Bøgeruin som den har levet af, og placerer sig ca. 1,5 – 2  m. oppe – hyppigst på stubbens nordside. Her strækker den bagenden ud fra træet, og skyder sin lange læggebrod frem, hvorfra den udsender lokkende duftferomoner, som kan tiltrække hanner. Feromonerne slippes fri via et lille hvidt, bevægeligt rør midt på læggebrodden.

Nærbillede af læggebrodden.

Du kan via dette link se lokke-processen, og den efterfølgende parring: https://www.youtube.com/watch?v=JGtTJcb1Ns8

Hannerne kravler enten 1-2 m. op i den samme ruin som de har levet i, eller flyver ud for at finde andre, egnede ruiner. De kan heralternativt sætte sig på levende træer, hvor de sidder og vejrer (sitrer) med følehornene efter hunnens feromoner.

De kan også placere sig i græsset tæt på en bøgeruin, for her at afvente de lokkende feromoner.

Hunnen kan også påbegynde lokningen på jorden – fx umiddelbart efter at have forladt puppegangen.

 

Når feromonerne begynder at brede sig med vinden, kommer hannerne flyvende til. Jeg har ved en enkelt lejlighed set hhv. to hunner og syv hanner samtidigt, på samme ruin.

Når hannerne lander, løber de ivrigt og søgende rundt, indtil de når frem til den lokkende hun. Det kan godt vare lidt – duften svøber sikkert lidt forvirrende rundt, tæt på.

Parringen indledes ved at hannen kobler sig fat på ryggen af hunnen, og indfører penis med det samme. Parringen varer få minutter – sjælden over fem, idet hunnen ret hurtigt søger ned til foden af ruinen.

Æglægningen påbegyndes umiddelbart efter parringen – hunnen bakker ned i jorden op mod Bøgeruinen, og sidder et par minutter og afsætter æg. Hun kan i dette forløb afsætte æg 2-3 steder i træk, rundt omkring ved den samme ruin.

Æggene kan også lægges i jorden, fx ved puppegangen, hvorfra der jo ikke er langt ned til en stor rod.
Faglitteraturen angiver at æggene afsættes under bark. Dette har jeg aldrig set, hvorimod jeg ofte har set den ovenfor omtalte praksis. I.ø. er de Bøgeruiner jeg har observeret oftest afbarkede, som en del af nedbrydningen af det døde træ. Men selv ved ruiner med intakt bark sker æglægningen ifølge mine iagttagelser som ovenfor beskrevet.

Efter 2-4 omgange æglægning kravler hunnen op i toppen af Bøgeruinen, og flyver bort – formodentlig medvirker dette til at sprede generne til andre Bøgeruiner, så der ikke opstår indavl. En hun producerer mindst 150 æg, og afsætter ca. 10 pr. sceance, så den har ca. 15 æglægningsforløb i sig. Den dør kort efter at den har lagt alle sine æg.

Hannen flyver ligeledes bort, når den er blevet afkoblet efter parringen – igen sikkert med den effekt at generne spredes til andre Bøgeruiner. Både hanner og hunner parrer sig flere gange, hvis muligheden opstår.

Det er i denne flyvefase, at Garveren oftest bliver set – den lander gerne vilkårlige steder i vegetationen efter flyveturen, og kravler søgende rundt. Her opdages den så lejlighedsvist af forbipasserende skovgæster. Den må kunne flyve vidt omkring, idet disse strejfende dyr ind imellem findes i nærheden af, men ikke inde i skoven.

Prædatorer:

Garveren har så kort levetid som voksen, at den ikke har hovedfjender, der målrettet efterstræber den, selv om den ikke har nogen vagtsomheds- eller flugtteknikker. Den følger uforstyrret det ovennævnte mønster, uden hensyn til bevægelser i omgivelserne.

Eneste evt. beskyttelsesforanstaltning er at især hunnen oftest placerer sig på nordsiden af Bøgehøjstubben. Her er det formodentlig mindst sandsynligt at den skulle blive set af prædatorer, mens den sidder i den, måske længerevarende, lokkeposition.

Jeg har dog et enkelt år opsamlet 24 Garverdækvinger ved en enkelt Bøgeruin, hvor en Stor Flagspætte åbenbart havde fundet sig en daglig leverance af store billesnacks. (Så den forlade ruinen ved flere af mine besøg, og hørte den hyppigt i nærheden).

Jeg har ligeledes ved en Bøgeruin fundet formodentlig Musvågegylp med Garverrester. Musvågen, som ofte roder efter orme på jorden, kan vel også i den lysåbne og højloftede bøgeskov snuppe en Garver, der ikke sidder for højt oppe på stammen. Der var i.ø. adskillige forskellige billedækvinger i gylpet.

Garverlarven er ifølge litteraturen også vært for snyltehvepse; jeg har flere gange (forskellige år) set Garver med et udgangshul, muligvis  franetop snyltehveps, forrest på dækvingen. Disse Garvere forekom dog ikke generet af fænomenet.

For mig er Garveren blevet en integreret del af oplevelsen af sensommerens Bøgeskov

Anvendt litteratur:

Evelyn a. j. Dyffy: A Contribution Towards the Biology ofPrionusCorialus L. (Coleoptera, Cerambycidae). I Transactions of the Royal Entomological Scoiety of London, Vol. 97, No. 17. S. 419-42.

Felthåndbogen på FugleOgNatur.dk – https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=4406

  1. Bílý og O. Mehl: Longhorn Beetles (Coleoptera, Cerambycidiae) of Fennoscandia and Denmark. Fauna. EntomologicaScandinavica. E. J. Brill / Scandinavian Science Press Ltd. 1989.

Victor Hansen: Biller XXII – Træbukke. Danmarks Fauna, Bind 73. G. E. Gads Forlag. 1966. S. 27-28.

Skalbagger: Långhorningar. Nationalnyckeln Till Sveriges Flora Och Fauna. S. 101-102.

 

Redigeret den 11. januar. 2019/Carsten Holmbo Jensen

0

De seneste nyheder

Overnatning på Møn

05-07-2020

Tekst og foto: Carsten Siems Den 25-26/6 var der tur til Møn, som indebar en overnatning. Dels er d...

Læs mere
Sommertræf 2020

20-06-2020

Tekst: Preben Gori Fotos: Preben Gori og Carsten Siems Som mange ved, gik årets sommertræf i NFD t...

Læs mere
Turen til Nekselø

10-06-2020

Tekst: Susan Muller Elmau Foto: Susan Muller Elmau, Steffen Faisst og Ole Laursen Vi var en sluttet ...

Læs mere
Hedepletvinge – Tranum Klitplantage

07-06-2020

Fra 9 til 23 grader i løbet af formiddagen, høj sol og stort set ingen vind. De ideeller forhold t...

Læs mere
NFD-Midt på tur til Katbjerg Odde

26-05-2020

Den 23. maj tog en lille gruppe på syv personer fra NFD Midt på tur til Katbjerg Odde ved Mariager...

Læs mere

Flere nyheder

Seneste magasin

Her finder du seneste udgave af vores magasin

medlemsblad Download og læs medlemsblad

OBS: Magasinet kræver medlemskab. Læs mere her

Læs andre artikler

De fantastiske guldsmede

03-01-2019

Tidligere bragt i medlemsmagasinet nr. 89. Her bringes artiklen i revideret udgave.

Tekst og foto: Ib Fagerlund.

Guldsmede er en af de ældste ordner af insekter der kendes. De ældste fossiler af guldsmedelignende dyr er langt over 300 mio. år gamle. Og de ældste, kendte fossiler af Odonata – de nulevende guldsmede, er fundet at være omkring 50 mio. år gamle. De ligner endda meget de nulevende arter.Så ingen tvivl om, at guldsmedene har bevist deres robusthed og tilpasningsevne ved at overleve skiftende klimatiske perioder, store meteornedslag, klimaændrende vulkanudbrud og meget mere. De har set dinosaurusserne komme og gå. Alt har de klaret. Men det er altså også nogle fantastisk geniale dyr. De vigtigste egenskaber som har sikret deres succes er uden tvivl to ting. Nemlig deres fantastiske flyveevne og manøvredygtighed, og så deres fantastiske syn. De to ting er endda koordineret i deres højt specialiserede hjerne. Det betyder at de, rent instinktivt, flyver efter næsten alt som bevæger sig i luften. Nogen gange er det mad, andre gange en rival. Det kan også bare være et faldende blad eller et flyvende blomsterfnug. Men alt blive undersøgt. Det er fascinerende at iagttage.

Alt i alt har vi 50-60 arter af guldsmede i Danmark. Det kommer lidt an på hvordan man tæller. Guldsmede kan nemlig migrere over ret store afstande, så det er almindeligt forekommende at se indflyvning af arter fra både syd og øst. Arter som måske tidligere har yngler her ses en gang imellem, men også helt nye arter for landet forekommer. Nogle prøver selvfølgelig at etablere sig, og nogle gange lykkes det. Andre gange forsvinder de igen efter et år eller to, men så kommer der typisk nye flyvende igen på et tidspunkt. Det gør det ekstra spændende at observere disse dyr.

Nu flyver de jo ikke alle på samme årstid. Nogle er tidlige fra omkring 1. maj, og andre flyver først hen i efteråret. Nogle få af dem kan man se det meste af sæsonen, men de fleste har en flyvetid på højst et par måneder.

De har også alle deres foretrukne habitater, så det hjælper, hvis man ved lidt om, hvor de kan lide at være. Nogle arter vil have rindende vand i form af vandrige, konstant flydende og lysåbne å-systemer. Dem har vi jo været gode til at ødelægge i Danmark gennem 1900-tallet, men heldigvis bliver flere og flere genetableret med naturligt forløb, naturlig kantbevoksning og ikke mindst rent vand. Andre vil selvfølgelig også have rent vand, enten i form af dybe søer, moser, lavvandede rig- eller fattigkær osv. De fleste arter har deres foretrukne habitattyper, mens andre yngler næsten hvor som helst, bare der er lidt vand. Derfor kan man se guldsmede næsten alle steder. Selv i byens parker og ved parcelhusenes havedamme.

Guldsmedearter

Der er mange familier af guldsmede, men ofte opdeler man dem groft i vandnymfer og ægte guldsmede. Vandnymferne er relativt små dyr, som alle har en meget tynd bagkrop. Ogde kan have de mest fantastiske farver når man kommer tæt på dem. De fleste hviler med vingerne slået sammen over ryggen, til forskel fra de ægte guldsmede, der som regel holder vingerne ud til siden, eller lidt fremad. Den mindste vandnymfe er, ikke overraskende, dværgvandnymfen. De største er pragtvandnymferne. Af de ægte guldsmede er hedelibellerne de mindste. Så kommer kærguldsmede, libeller, mosaikguldsmede og flere ind imellem. Lad mig beskrive nogle få af arterne.

Dværgvandnymfen

Lad mig starte med vores allesammens lille kæledægge. Vi er stolte af at have dværgvandnymfen i Hellebæk Kohave – som det eneste sted den yngler i Danmark. Det er Europas mindste guldsmed, og den kræver en helt særlig biotop, som netop findes i Fandens Hul i Teglstrup Hegn. Forholdene er desværre blevet kraftigt forværret over de senere år, så bestanden er for nedadgående. Men i samarbejde med Naturstyrelsen bliver der nu gjort alt, hvad man kan, for at beskytte stedet og de specielle livsbetingelser, det lille kræ vil have.

Samtidig er dværgvandnymfen ikke god til at sprede sig til andre områder, så mislykkes dette beskyttelsesprojekt, er det også godnat for dværgvandnymfen i Danmark. Vi håber det bedste og holder skarpt øje med den. Dværgvandnymfen flyver fra midt i maj til slutningen af juli.

Grøn smaragdlibel

Den mest almindelige smaragdllibel som er en mellemstor, slank guldsmede i grønne og brune nuancer. Det er en tidlig art som flyver fra maj til juli. De optræder ofte i stort antal og kan i nogle år ses i hundredvis i lysninger i skoven, lige efter forvandlingen. De hænger typisk lodret i træernes grene i et par meters højde hvor der er sol og læ. Nært beslægtet, og meget lig i udseende, er plettet smaragdlibel og glinsende smaragdlibel med flere.

Fireplettet libel

Uden tvivl den mest almindelige ægte guldsmed vi har i Danmark. Den er på vingerne allerede i maj og kan nogle gange ses helt ind i september. Den er ikke kræsen med levested og findes derfor næsten overalt hvor der er en regulær sø eller mose. Navnet har den fået fra de ”falske” vingepletter den har. En midt på forkanten af hver vinge. Så den er let at kende. Når den er helt nyforvandlet har den en fantastisk gul-orange farve, når lyset rammer den rigtigt. Med tiden bliver den mere kedelig grå-brun. Hannerne er yderst territoriale, og sidder som regel på strå eller grene i vandkanten og vogter deres territorie. Selv meget større guldsmedearter bliver ufortrødent jaget væk. Parringen foregår altid i luften og er overstået på få sekunder.

Brun mosaikguldsmed

Går man tur på overdrevene i juli, august og september, kan man næsten ikke undgå at se brun mosaikguldsmed. En af vores store guldsmede, som med sine brunlige vinger er ret let at genkende. De flyver gerne i et par meters højde og jager insekter. Man kan også ofte se dem sidde og sole sig på solitærplanter på engen eller i hegn, hvor der er læ og sol. Den er vidt udbredt over det meste af landet.

Blå mosaikguldsmed

På skovvejene støde man i samme periode ofte på blå mosaikguldsmed. Også en stor guldsmed med en kropslængde på godt 7 cm. og et vingespænd på 10-11 cm. Den sætter sig også jævnligt i solen, både højt og lavt. Så hold øje med den. Det er en af de store guldsmede, som er ret let at får gode billeder af. Den er som regel ikke særlig sky. Den ses også ofte jage i villahaver og sommerhusområder, endda efter solen er gået ned.

Flere arter af hedelibeller

Nogle af de guldsmede, som har meget lang flyvetid er hedelibellerne. Fra omkring 1. juli er de fleste arter på vingerne, og nogle af dem kan ses helt til frosten sætter ind. Det gælder især stor hedelibel. I starten er begge køn for alle arter af hedelibeller gul-brune, så de kan være svære at kende forskel på. Hos sort hedelibel bliver hannen gradvist mørkere, og til sidst helt sort. Hos de andre arter bliver hannerne røde, mens hunnerne bliver brune. De sidder ofte på grene og strå i solen eller direkte på skovstierne. De kan absolut ikke lide at få våde fødder. Hedelibellerne er af mellemstørrelse, hvilket vil sige omkring 4 cm lange. De er også ret lette at få billeder af. Se hvor de sætter sig, og slå dig ned i nærheden. Så kommer de typisk igen i løbet af kort tid. Som med alle guldsmede, så undgå hurtige bevægelser. Det skræmmer dem væk. Men med lidt tålmodighed kan du få kameraet helt tæt på dem.

Vandnymfer, en gruppe for sig

Til slut vil jeg vende tilbage til det, jeg startede med, nemlig vandnymferne. Det er en stor gruppe af guldsmede, som alle er ganske små og tynde, og som man kan kende på, at de holder vingerne ind langs kroppen, når de hviler.

Mange har en krop, som ikke er meget tykkere end en tændstik. Man ser dem flagre rundt, og registrerer næsten kun solen som reflekterer i de flagrende vinger. Hos mange af arterne er hannerne blå, men med forskellige sorte tegninger på kroppen. Hunnerne kan være gule, grønne, blå, sorte m.m. Er de helt røde (med lidt sort og gult) kan det kun være rød vandnymfe.

Kobbervandnymferne har samme størrelse, men er grønlige, ofte med at metallisk skær. Vandnymfer kan være besværlige at artsbestemme i felten, men med gode fotos lader det sig som regel gøre uden de store problemer. Vandnymfer som sidder på flydeblade ude i søerne er næsten altid rødøjet-eller lille rødøjet vandnymfe. Kig grundigt efter med kikkert eller kamera, næste gang du er ved en sø med åkandeblade. Så ser du dem garanteret. De to arter flyver, med overlap, fra midt maj til og med august. Af andre almindelig vandnymfearter kan nævnes almindelig vandnymfe, hestesko-vandnymfe, flagermus-vandnymfe, spyd-vandnymfe samt stor- og lille farvevandnymfe. De fleste flyver mellem maj og august. Nogle kun kortvarigt og andre igennem hele sæsonen. Man kan se nyforvandlede almindelig vandnymfe og stor farvevandnymfe gennem næsten hele perioden. Mange af de andre ser man kun til slutningen af juli.

De mest eksotiske guldsmede vi har i Danmark er pragtvandnymferne. Der er to arter – blåbåndet- og blåvinget pragtvandnymfe. Hannerne hos begge arter har metalskinnende blå vinger og kroppe. Hunnerne er grønlige eller brunlige. Det er store vandnymfer med meget brede vinger, så de er svære at overse når de flagrer rundt ved vandrige åer i hele landet. På nogle lokaliteter kan man endda se begge arter samtidig. De flyver fra sidst i maj til juli måned og er spektakulære fotoobjekter. Især hvis man kan komme helt tæt på dem, hvilket kræver lidt tålmodighed men bestemt ikke er umuligt. Den bedste taktik er, at stille sig hvor de flyver og så vente. Så kommer de tit og sætter sig i nærheden.

Om at finde og fotografere guldsmede

Guldsmede elsker sol og læ. Regner det, eller er der bare regn på vej, er guldsmedene som forsvundet fra jordens overflade. Kun nogle få standhaftige vandnymfer kan findes i buske og småtræer under trækronerne. Alle andre guldsmede er typisk fløjet ind mellem træerne og sidder i læ under bladene. Ofte meget højt oppe, så de er næsten umulige at finde.

Er der sol men blæst er det lettere. Så find steder med læ. De fleste guldsmede vil sætte sig tæt på jorden, eller i hegn, på tuer, buske og lignende, hvor vinden er mindst mulig. Ved søbredden kan det være sværere, da de typisk vil sætte sig inde mellem tagrør eller anden tæt bevoksning. Får man jaget dem op, bliver de ofte taget af vinden og er pist væk på et øjeblik.

Sol og stille vejr er optimalt. De fleste dyr flyver jævnligt eller sidder og vogter ved vandkanten. Mange (hanner) har nogenlunde faste siddepladser og vender ofte tilbage til samme sted efter en flyvetur. Mosaikguldsmedene har også ofte deres foretrukne solpladser. Måske skifter de mellem nogle få steder i samme område. Men det kan kræve stor tålmodighed at vente på, at en jagende mosaikguldsmed skal sætte sig. De kan ofte flyve i halve timer uden hvil. Kun hvis de fanger et stort bytte, som de ikke kan spise i luften, slår de sig ned. Og hvis man så lige er uopmærksom et øjeblik er muligheden måske forspildt. Men sådan er det jo med mange dyr. Det ved alle naturfotografer.

Et andet godt trick er, at vente til sidst på eftermiddagen. Så sætter mange guldsmede sig på de steder som får den sidste aftensol. Der flytter de sig nødigt fra. Så har du først fundet sådan et sted, er det gerne værd at komme tilbage til en anden dag. Sådan har jeg fået mange flotte fotos af mosaikguldsmede.

Men generelt gælder det, som sagt, om at nærme sig dyrene langsomt og med rolige bevægelser. Pludselige bevægelser, selv på lang afstand, skræmmer dem op. Bevægelser op, ned, højre og venstre, synes at skræmme dem mere end bevægelse lige mod eller fra dem. En god taktik er, at tage kameraet op på god afstand. Gå ned på niveau med guldsmeden, også på god afstand, og så kryb nærmere med rolige bevægelser. Så kan man ofte komme helt tæt på. Med mindre der lige er noget andet der skræmmer eller fanger dyrets opmærksomhed, eller der lige ligger en gren i vejen eller… Men sådan er al naturfoto jo. Tålmodighed, tålmodighed og så lidt mere tålmodighed. Til sidst lykkes det!

 

Redigeret af. Carsten Holmbo Jensen

0
Læs mere
Sejljtur gennem Zimbabwe, Botswana og Namibia

02-01-2019

Tidligere bragt i medlemsmagasinet nr. 88. Her bringes artiklen i revideret udgave.

Tekst og Foto: Jette og John Kristensen.

Med Africas tours til Victoria Falls – Chobe – Kwando – Okavango deltaet de sidste 14. dage af januar 2018. 8 deltagere drog på fotosafari med Lars Faursholt, det skulle have været Helle Olsen, så 4 deltagere havde valgt at melde fra.

Vi havde en meget vel tilrettelagt og oplevelsesrig tur. Vi gik langs det smukke Viktoria Falls, der viste sig i det smukkeste vejr, og en kort helikopter tur gav overblikket.


På sejlturen på Chobefloden krydsede vi 3 landgrænser, Zimbabwe, Botswana og Namibia, inden vi endte på Chobe Savanna Lodge, på en ø i floden.

Vi var i et område hvor der var enormt mange elefanter i meget store flokke, så dem i alle aldre, legende, støvbadende, tage brusebade og krydse floder med snorklen i vejret, selv en albinoelefant.

Der var ligeledes mange fugle, især oplevede vi mange flodørne, snød lidt, købte nogle fisk af en fisker vi mødte. Ørnene opdagede de udkastede fisk øjeblikkeligt, og fangede dem i først nedslag, flot, flot.

Fra de 2 sidste camps, Lagoon Camp i kanten af Okavango deltaget, og Kwara Camp midt i Okavango deltaet, vekslede vores ture mellem safaribåde og safaribiler en god kombination.

Vi havde forventet at Okavango deltaget havde været oversvømmet på denne tid af året, men det er har ikke regnet som vanligt de sidste år, så det var ret tørt, vi kunne køre off road over alt. Vi kørte også fast i det tørre løse sand en enkelt gang, da vi var på jagt efter en løve.

Der var dog floderne og smukke søer, hvor der var mange fugle og dyrene kunne få vand. Af fugle så vi bl. a. hammerhoved og ikke mindst skyggehejrens måde at fange fisk på. Vi fik mange løver, Vi fulgte hannerne på deres jagt efter hunnerne, hvor de med jævne mellemrum satte sig ned og brølede, tit meget tæt på safaribilen.


Vi fik en hel speciel oplevelse med en leopard, der havde taget et nyfødt rørbukkekid, ikke for at spise den, men for at adoptere den, den blev båret i nakkeskindet, den klagede noget, det har den jo ikke nakkeskind til, men den var nu klonet på leoparden og fulgte den lige i hælene. Alt imens kaldte rørbukke forældre fortvivlet på deres kid, hele vores følelses register kom i brug.

Vildhunden er efterhånden ret sjælden, men her oplevede vi 2 kobler tæt på, og oplevede deres samarbejde på vej til jagt.

En øreræv fik vi også, (den hører nu til hundefamilien)

Vi fik også geparder, bøfler, mange flodheste, men næsehorn var der ikke i området. Turen kan anbefales.

 

Redigeret af: Carsten Holmbo Jensen

0
Læs mere
Yellowstone NP om efteråret

01-01-2019

Tidligere bragt i medlemsmagasinet nr. 87. Her bringes artiklen i revideret udgave.

Tekst og Foto: Carsten Siems.

I USA er der mange fantastiske nationalparker – og verdens ældste er Yellowstone, der ligger i Wyoming – og lidt i Montana og Idaho i det nordvestlige USA. Den er lidt udenfor alfarvej, i hvert fald hvis man vil flyve ”direkte” og undgå indenrigsfly i USA.

Icelandair flyver til Denver og Seattle – SAS og Norwegian flyver til San Francisco, som jeg valgte, skønt der er 1700 km til nationalparken. Der er jo også andet at se i USA J. Kører man derfra, bør man lægge vejen forbi både Yosemite NP og Bryce NP.

Det er nemt at køre i USA – store gode veje og fine relativt billige lejebiler med automatgear! Er der et sted, der indbyder til roadtrip, så er det USA. Det er nemt at finde overnatninger – det vrimler med moteller, så man kan undre sig over, hvordan de alle sammen kan leve af det. Det gælder desværre ikke for Yellowstone, der selvfølgelig er et stort øde naturområde – på størrelse med Sjælland, Lolland og Falster tilsammen, så det er ikke lige ”klaret” på én dag. Mindst to – jeg brugte to hele dage og to halve. Husk at tage mad og drikke med i bilen.

I højsæsonen skal man være i meget god tid for at få dyre overnatninger inde i nationalparken. De billigste steder lukker tidligt, fordi de ikke er opvarmede, men nogle campingpladser har åbent. Man kan overnatte udenfor parken og får selvfølgelig så noget mere kørsel. Jeg valgte Thayne vest for parken, Cody øst for og så Cooke City Silver Gate (!) lige før den nordøstlige indgang.

Yellowstone og de andre nationalparker er ikke ”indhegnede” – dyrelivet kan færdes helt frit, men adgangen for mennesker er kontrolleret. Der er 5 veje ind og ud – og det koster 30$ for en bil (gælder en uge). Vil man besøge mere end to parker på sin tur, bør man købe årskortet ”America the beautiful” til 80 $.

Yellowstone er stort set et kæmpe vulkankrater, der gennemsnitligt ligger i godt 2000 meters højde og er en del af bjergkæden Rocky Mountains. Derfor er højsæsonen kort – fra midt juni til slut august. For 5 år siden var jeg der i juli, men denne gang valgte jeg slut september og håbede på lidt sne. Det var der også i de højere liggende dele.

Udover den berømte geyser ”Old Faithfull”, der springer med ca. 90 minutters mellemrum, så ryger og damper det allevegne – noget af det lugter ikke ret godt…..
De fleste af disse steder er der lavet gangbroer, så man kan komme ud i det ustabile område uden fare, men ellers gælder det om at holde øje, når man kører rundt. Holder der pludselig flere biler, kan man godt regne med, at der er spottet noget wildlife. Som altid er det bedst morgen og aften, og da kører man næsten alene. Første dag kørte jeg hen ad aften mod Cody øst for parken.

Man kører gennem et 2600m højt pas – med næsten en ½ meter sne (dog ikke på vejen) – og et stykke efter det var jeg den eneste, der fotograferede en grizzlybjørn, der stak hovedet op og gik over vejen og videre. Ulempen var så, at der næsten intet lys var.

Bisonokserne var jo engang tæt på udryddelse – hjulpet godt på vej af ”helten” fra Cody, Buffalo Bill. Men de har det godt i Yellowstone – der er store flokke. Flest i Lamar Valley mod nord – mit foretrukne sted.

Jeg var her også 5 gange, da jeg måtte igennem for at komme til og fra mit opholdssted ”Big MooseResort” udenfor Cooke City. En smuk dal, der udover bisonokserne også bød på coyote (prærieulv) og pronghornantiloper, der er USA’s hurtigste dyr. Også en sortbjørn viste sig, men billedet var ikke skarpt – jeg fik dog revanche senere.

Som I forhåbentlig kan se på billederne, så kan en tur til Yellowstone stærkt anbefales – det behøver ikke blive så dyrt. Fly 4000, Bil 2500, overnatning 500 pr. nat.

De fleste billeder er taget med Sony A99 med Tamron 150-600mm.

 

Redigeret af: Carsten Holmbo Jensen

0
Læs mere