Med NFD på museum den 22.08.2021 :-)
Skrevet den: 06-09-2021Tekst: Susan Müller-Elmau
Foto : Carsten Siems og Susan Müller-Elmau
Vi var 7 medlemmer, der mødtes foran Naturhistorisk Museum for at se udstillingen: Wildlife Photographer of the Year – naturfotografernes svar på Oscar-uddelingen.
Der var fuld valuta for pengene til billetten.
Først kom vi igennem udstillingen med de imponerende og velbevarede forsteninger af diverse dinosaurer, herunder den enorme T Rex. Det var virkelig en stor oplevelse at se disse skabninger, som har levet langt før vor tid.
Dernæst kom vi ind til selve fotoudstillingen, som bestod af verdens 99 bedste og mest spektakulære dyrefotos. Herunder vinderbilledet i kategorien ”dyreportrætter” taget af vores Mogens Trolle. Et helt fantastisk billede af en ”mediterende” snabelabe. Vinderbillederne er plukket fra et udvalg på over 50.000 indsendte billeder fra fotografer, ambitiøse amatører som professionelle, fra 86 lande. Hver enkelt billede blev vist digitalt på en skærm og det præsenterede billederne rigtig fint. Ingen genskin eller lignende. Hvert billede havde en titel og under hvert billede var en levende og god fortolkning af billedet. Mange magiske billeder med masser af dynamik, udtryk, fortælling – nogle billeder fanget i lige netop det split rigtige sekund. Helt fantastisk og meget inspirerende.
Det skal også nævnes, at der i slutningen af udstillingen, var stærke fotojournalistiske billeder af den grusomme handel med vilde dyr eller billeder af dyr, der bliver brugt til underholdende misbrug – turister, der lader sig fotografere med pacificerede ”vilde dyr”.
Efter udstillingen gik vi en tur igennem Botanisk Have og endte på en hyggelig café i Torvehallerne til en forfriskning.
Billetten gjaldt også til Palmehuset, Sommerfuglehuset og Zoologisk Museum. Sidstnævnte sprang vi over. Men vi tog smut i Palmehuset og Sommerfuglehuset, hvor vi så mange eksotiske sommerfugle.
En noget anderledes NFD tur, men rigtig hyggelig og meget inspirerende – og som altid i godt selskab.