NFD deltog på KANT Festival i Thisted d. 6 – 8 oktober 2023

NFD var godt repræsenteret på årets KANT festival ”På kanten af Danmark”, idet NFD’erne Anders Raagaard og Julie Skotte holdt indlæg, mens NFD havde fået lov til at stille en stand op over for kaffesalget og lige ved indgangen til teatersalen. Desuden hjalp Katja Boll, Peter Bentsen og Linda Hougaard til med det praktiske, mens NFD også var godt repræsenteret på tilhørerpladserne.

Vi havde NFDs nye tv-skærm med på vores stand, hvor vi non-stop viste vinderbilleder fra de seneste års årskonkurrencer. Der var næppe mange deltagere, som ikke var forbi for at se på vores billeder med en kaffekop i hånden, og mange bladrede også i vores 25 års jubilæumsbog og i vores nye brochure. En del fik en snak med os og nogle valgte at melde sig ind i NFD. Velkommen til de nye medlemmer.

Anders Raagaard tog os med på en rejse til paddernes fascinerende verden. Her kom vi til udfordrende omgivelser med fotos taget i vådområder og regnvejr, nogle gange over vandet og nogle gange under vandet, hvor udstyret, påklædning og fodtøj skal passe til formålet. Anders fortalte og viste flotte billeder både fra et besøg på Borneo med over 180 arter og mulighed for at finde ”nye” arter og fra Danmark med de mere beskedne 14 arter. Men den store interesse for padderne og lysten til at blive klogere på deres liv driver tydeligvis Anders, som også kunne nævne, at han som led i sit biologistudie arbejder med et foto- og formidlingsprojekt om de danske padder. Du kan både se billeder og høre padder på www.kvæk.nu.

Julie Skotte fortalte om sin store interesse for friluftsliv og undervandsfotografering, som hun finder tid til ved siden af arbejde og familieliv. Det er der kommet meget flotte og anderledes billeder ud af. Ikke sjældent indeholder billederne både en del, som er under vandet og en del, som er over vandet. Gopler og fisk samt smukke landskaber fra klippeøen Bornholm var også blandt de billeder Julie viste frem. I det hele taget kunne Julie give os et indblik i de mange forskellige billeder af naturen, som har været medvirkende til, at hun både i 2012 og i 2022 har vundet titlen som årets naturfotograf i NFD. I øvrigt skriver Julie om sine erfaringer og deler billeder på bloggen fotofabler.dk.

Den hollandske biolog Wim Vooijs forklarede og viste, at han ser på det, som han vil fotografere fra flere perspektiver eller niveauer for at undgå, at fotografiet bare ender som et registreringsbillede. Det skal i stedet være et intimt portræt, hvor der er plads til følelser og fantasi. Resultatet af Wims arbejde går fra det genkendelige (1) til helt abstrakte fotografier (3), der formidler alle følelser med det ultimative mål at overraske, stimulere og åbne op for beskuerens fantasi til at opleve naturens indre skønhed.

Motiverne kan være alt det, som naturen tilbyder – fra små uanselige insekter til smukke vandnymfer og guldsmede og videre til storslåede landskaber, havet og himlen

Langt de fleste billeder, som de forskellige foredragsholdere viste på KANT Festivalen, faldt i kategorierne 2 og 3 på diagrammet, medens de fleste billeder, som vi ser i NFD, falder i kategori 1 og nogle i kategori 2. Der var altså masser af inspiration at hente i de mange foredrag og præsentationer.

Bjørn-Egil Brekke, Mikkel Due Andersen og Magnus Reneflot holdt inspirerende foredrag om hvordan de med hver deres egen stil laver kunstneriske og ofte abstrakte naturfoto, som udtrykker stemninger og følelser.

Kirsi MacKenzie viste smukke landskabsbilleder taget med filtre og lange lukketider, så lange at hun kunne betro sit publikum, at hun ikke tog særlig mange fotos i løbet af et år.

Stig Stasig har haft en karriere som presse- og reportagefotograf, men har nu stor interesse for naturfotografering, hvor han har lavet smukke undervandsfoto fra Island. Stig anvender ældre fotografiske teknikker som f.eks. fotogravure, cyanotypi og gum arabicum i sit kreative arbejde.

Henrik Søndergaard holdt et inspirerende foredrag om sit “Rewilding” projekt og hvordan han med sit kamera dokumenterer de hurtige forandringer i biodiversiteten på sin 5 hektar store grund med tidligere landbrugsjord.

Jan Pedersen fortalte om sine rejser til Madagaskar med den helt unikke flora og fauna, som hele tiden bliver presset af den fattige lokale befolkning. Jan viste hvordan han ofte anvender gamle vintage objekter for at få anderledes og mere kunstneriske udtryk i sine foto.

Per Rasmussen er nyhedsfotograf, som ofte dokumenterer voldsomme begivenheder rundt omkring i verden. Per bruger sin kajak sammen med sit kamera i lokalområdet omkring Vordingborg til at finde ro oven på de voldsomme oplevelser. Per viste hvordan han med sit kamera fanger næroplevelser med ræve, rådyr, fiskeørne, havneørne på kajakturene.

Daniel Rye sluttede af med en intens og fængslende fortælling om hans arbejde med at dokumentere konsekvenserne af klimaforandringer i Malawi, og hvordan hans (og vores) forudfattede opfattelser igen og igen blev udfordrede på hans møder over en årrække med en familie i Malawi.

Vi fik selvfølgelig en masse god inspiration med hjem fra de mange, gode foredrag, men mindst lige så vigtigt: Det var også en hyggelig sammenkomst, hvor der var god tid til at snakke med NFD’ere fra hele landet (inkl. Skåne😊) og med mange andre naturfotografer og fotointeresserede. Det bliver svært at undgå at deltage på næste års KANT Festival.

Du kan se mere om årets KANT Festival her >>> Forside KANT Festival – Fotofestival i Thisted <<<.

Tekst: Jens Erik, Amdi, Benedicte og Bjarne. Foto og tegninger: Jens Erik

De seneste nyheder

Videoaften med David Buchmann

25-11-2023

I torsdags d. 23/11 var der Videoaften med David Buchmann i NFD Øst. Det var et strålende foredrag...

Læs mere
Vinderne af årskonkurrencen 2023

29-10-2023

Vinderne af årskonkurrencen 2023 blev afsløret på årsmødet 27 – 29 oktober. Du kan se all...

Læs mere
NFD deltog på KANT Festival i Thisted d. 6 – 8 oktober 2023

13-10-2023

NFD var godt repræsenteret på årets KANT festival ”På kanten af Danmark”, idet NFD’erne An...

Læs mere
Godt brølet

26-09-2023

Tekst: Jens Erik Holmsgaard Fotos: Steffen Halkjær, Benedicte Wieberg, Jette Bjerregaard og Jens Er...

Læs mere
Fototure til Mellemamerika

22-09-2023

14. september blev der i NFD Øst holdt to foredrag om fototure til Mellemamerika; til Costa Rica og...

Læs mere

Flere nyheder

Seneste magasin

Her finder du seneste udgave af vores magasin

medlemsblad Download og læs medlemsblad

OBS: Magasinet kræver medlemskab. Læs mere her

Læs andre nyheder

Godt brølet

26-09-2023

Tekst: Jens Erik Holmsgaard
Fotos: Steffen Halkjær, Benedicte Wieberg, Jette Bjerregaard og Jens Erik

Lørdag d. 23 september ca. kl.  05.45 mødtes 14 morgenfriske NFD’ere på parkeringspladsen ved Taarbæk Kirke. Det var stadig mørkt; men Inde fra skoven, Dyrehaven nord for København, kunne vi allerede høre målet for turen, de brølende kronhjorte.

Det havde været en kølig og skyfri nat, så håbet om morgendis gik i opfyldelse. Allerede på den første slette 10 minutters gang ind i Dyrehaven, stod en brølende hjort, på det nærmeste skjult i disen. Selvom det var vindstille drev disen lidt rundt, og ind imellem kunne man ane hjorten. Der var mere end en halv time til at solen skulle stå op, så er blev ikke sparet på ISOerne, og autofokus kunne overhovedet ikke fange ”noget” i disen. Hit-raten for gode billeder var noget begrænset; men ved ihærdig manuel fokusering lykkedes det alligevel at få de første fine stemningsbilleder.

Vi bevægede os langsomt ind i skoven alt imens det blev mere og mere lyst. Langsomt dukkede flere hjorte frem af disen, både kronhjorte og dåhjorte. Selvom pladshjortene ofte findes i de samme områder år efter år, sker der alligevel ændringer. Vi er så heldige, at vores medlem, Susan Müller-Elmau, dagligt rider i Dyrehaven. Hun havde lavet et fint helt opdateret kort med angivelse of hvor pladshjortene befinder sig i år. Alle deltagere fik et kort, også til sener brug.

I takt med at solen stod op lettede disen; men kun langsomt, og i skyggen blev den liggende. Det gav mulighed for mange flotte billeder af de brølende hjorte. Desværre så vi ikke hjortene kæmpe.

Vi sluttede turen kl. 10:15

Læs mere
Fototure til Mellemamerika

22-09-2023

14. september blev der i NFD Øst holdt to foredrag om fototure til Mellemamerika; til Costa Rica og til Panama.

 

Costa Rica i februar 2023 ved Amdi og Bente Nedergaard. Turen var en arrangeret rundtur i Costa Rica hvor der blev besøgt mange forskellige typer lokaliteter i hele landet. Der var god lokal guidning, og der blev set og fotograferet et utal af arter; både fugle, padder og krybdyr samt aber. Der bliv vist mange flotte og spænende billeder. Turen var arrangeret af rejsebureauet Viktors Farmor:  www.viktorsfarmor.dk

 

Panama i marts 2023 ved Ulrik Jes Hansen, Kim Pilegaard og Jens Erik Holmsgaard. Ulrik havde tidligere været både på rundtur i Costa Rica samt besøgt Mount Toutumas Cloud Forest Lodge i tågeskoven i Panamas bjerge. For at udgå den megen køretid og pakken ind og ud, faldt valget på at bo fast på Lodgen. Det gav rige muligheder for at lære området at kende, og at vende tilbage til de samme fotolokaliteter. Til gengæld ser man langt færre arter end på en rundtur i Costa Rica. Der blev bl.a. lagt et stort arbejde i at raffinere fotografering af kolibrier. Lodgen er meget velfungerende og har egne dygtige guides man kan hyre.   www.mounttotumas.com

 

NB!  Mødet bliver gentaget i NFD Midt d. 9. november kl. 19:30 på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Se kalenderen for yderligere detaljer.

Jens Erik

Læs mere
Fine edderkopper, men strejkende bier….

21-08-2023

Tekst og foto: Carsten Siems

Der var onsdag 16/8 tur til Hellebæk og ”Rusland”, der som bekendt ligger i Nordsjælland 🙂
Bare 6 NFD-medlemmer var mødt op.

Første projekt var hvepseedderkopperne. Det vrimlede ikke med dem, men der var nok til fotografering. Egentlig var der også efterårsmosaikguldsmede på programmet, men solen skinnede ikke rigtigt. Et par græshopper meldte sig også til fotografering. De er jo hvepseedderkoppernes hovedbytte.

Vi indtog lidt frokost i det lille ”hus” sat op til formålet – og derefter gik det mod vest til Villingerød, hvor Rudolph Tegners Museum ligger i ”Rusland”, der i sin tid blev kaldt sådan, fordi det lå afsides og øde og ikke kunne dyrkes pga. flyvesand.

Vores projekt i Rusland var at fotografere biulvene (gravehvepse), der ikke selv spiser bier, men fanger dem til deres yngel. De bliver bedøvet og flyttet ind i den gravede tunnel.

MEN – der var ingen bier!! Biulvene gravede huller og gange, men kun et par meget heldige fandt en bi.
Så var der til gengæld en minitudse og et minifirben.

 

Hyggelig tur, men ikke det helt store udbytte

Læs mere