Rusland og Hellebæk den 14. august
Skrevet den: 16-08-2022Søndagens tur var til to lokationer – startende med ”Rusland” ved Tegners Museum syd for Dronningmølle i Nordsjælland – og senere til Hellebæk Kohave i nærheden af Helsingør.
12 medemmer dukkede op – afbud fra én grundet den hidsige varme. Jeg er heller ikke glad for varmen og var nok også blevet hjemme, hvis ikke lige jeg var turleder 🙂
Første mål var biulvene (som er en art gravehvepse) – helst flyvende med bedøvede bier. Det bedste sted her var sjovt nok lige ved lågen ind til området – også før lågen – på p-pladsen. Her var mange biulve – og en del af dem også med bedøvede bier til foder for deres larver, der er i ”jordhuler”. En flittig biulv fanger op imod 100 bier.
Biulvene har dog også fjender – nemlig de meget små ”Biulv guldhvepse”, som lægger deres æg nede ved biulvenes larver…… Dem så vi også et par stykker af.
Det var en udfordring at få nærbilleder af de flyvende biulve, og der var forskellige opskrifter. Nogen tog mange hundrede billeder og var heldige at ramme. Se billederne på fotovæggen.
Efter ca. 5 kvarter her kørte vi østpå til Hellebæk Kohave, hvor målet var hvepseedderkopper, der kun har været her i landet i godt 25 år. Det varede lidt før vi fandt nogen – og de første var ret små. Senere mødte vi nogle større. Og de sidder jo heldigvis helt stille 🙂
Der var også en del guldsmede – og det var ”meningen”, at efterårsmosaikguldsmedene skulle ha’ optrådt for os, men det var meget sporadisk.
Vi sluttede med at sidde i skyggen ved p-pladsen og få lidt at spise – og noget koldt vand!
3½ time i heden var nok……
Foto og tekst Carsten Siems