Tur til Himmelev Skov den 18. juni 2019

Tekst: Susan Müller-Elmau
Foto: Jette Bjerregård Kristensen og Susan Müller-Elmau

Om aftenen den 18. juni gik turen til Himmelev Grusgrav/Skov, som er en nyanlagt statsskov beliggende i Roskilde Kommune. I alt 3.000 ha blev udlagt til skov i 2003, hvorefter den første beplantning foregik fra 2004. Udover en ny ung skov er der overdrev, mose og søer i et kuperet område, som engang var grusgrav.

Under kyndig vejledning fra Jette og John blev vi vist rundt i dette spændende naturområde. Vort primære mål var at finde den sjældne og meget smukke orkidé Biblomst. Sidste år udeblev den p.g.a. det kolde forår, men i år var vi til gengæld rigtig heldige og det tog ikke ret lang tid før 7 NFD’ere lå spredt rundt omkring i landskabet.

Udover biblomsten fik vi billeder af bl.a. prikbladet gøgeurt, rød skovfladbælg, rundbælg, slangehoved og larver af blodplet.

Helt klart et meget spændende naturområde, som er et besøg værd.

Tak til Jette og John for en dejlig tur i godt selskab

0

De seneste nyheder

Tur til Grundsømagle Sø 18-7-2020

19-07-2020

Tekst og billeder af Ole Laursen   Turen havde hovedsagelig Skægmejse som mål. Det var 10 mor...

Læs mere
Guldsmedetur til Jenskær 11/7 2020

16-07-2020

Tekst: Winni Bruhn Foto: Winni Bruhn, Bente og Amdi og Flemming Kristensen Vejret var strålende… ...

Læs mere
Tur til Danstrup Hegn og Tegners Museums privatskov

15-07-2020

Tekst og foto: Susan Müller-Elmau og Carsten Siems   Vejrudsigten var ikke for god og vi start...

Læs mere
Overnatning på Møn

05-07-2020

Tekst og foto: Carsten Siems Den 25-26/6 var der tur til Møn, som indebar en overnatning. Dels er d...

Læs mere
Sommertræf 2020

20-06-2020

Tekst: Preben Gori Fotos: Preben Gori og Carsten Siems Som mange ved, gik årets sommertræf i NFD t...

Læs mere

Flere nyheder

Seneste magasin

Her finder du seneste udgave af vores magasin

medlemsblad Download og læs medlemsblad

OBS: Magasinet kræver medlemskab. Læs mere her

Læs andre nyheder

Sommertræf 2019

20-06-2019

Tekst: Preben Gori
Foto: Preben Gori, Carsten Siems og Bo Bjerre

Vi var i alt 27 sommerglade NFD- medlemmer, som mødte op på Degnetoften i Vester Vedsted ved Vadehavet fredag eftermiddag.

De senere års højt skattede køkkenhold var mødt fuldtalligt op og mens medlemmerne hyggesnakkede og hilste på hverandre og hinandens, blev der tilberedt en lækker gryderet og flot salat. En liste blev udfærdiget så alle kom til at tage deres tørn i løbet af weekenden.

Ihukommende Osvald Helmuths gamle traver om ”Den mellemste Køje” blev vi installeret i 3-etages køjesenge. Der er ikke meget plads at rutte med i de to nederste. Heldigvis var vi ikke så mange, at det blev nødvendigt, at tage overkøjerne i brug.

Om aftenen var vi en flok det gik ned til diget og kiggede ud over æ waadehaw. Det blev ikke til så mange fotos fredag aften, men snakken gik som sædvanligt livligt om løst og fast og de seneste fototekniske landvindinger over en kop kaffe og en god vin eller specialøl.

Lørdag var vejrudsigten noget broget, og mange valgte at køre til Mandø, enten i egen bil eller med traktorbussen, ad Låningsvejen gennem Vadehavet. Det er en flot tur gennem en usædvanlig biotop.

Egenbilisterne blev på Mandø og opsøgte nogle vadefugle, mens busfolket skiftede til en anden type kreaturvogn, og blev fragtet ud på Koresand syd for Mandø, hvor vi så en flok spættede sæler, og den medfølgende naturvejleder fra Vadehavscenteret, fortalte om Vadehavet og de særegne forhold der gør sig gældende her.

På turen ud over Koresand så vi ikke mindre end 7 havørne, der fouragerede på nogle byttedyr, det hele dog så langt væk, at det var svært at se detaljer. Vi blev også fulgt et stykke af vejen af en flok kvindelige ryttere på flotte islandske heste, som satte i skarp galop hen over det våde sand. Det var et flot syn.

Der er mange små og store fotolokaliteter i området, og mange små moser og skovklædte pletter blev besøgt af NFD’ere i store og mindre grupper. En af dem var Sølsted Mose, et af Fugleværnsfondens mange reservater. Her holder den sjældne Dyndsmerling til, ud over en masse større og mindre fugle. Vi så hedehøg, fiskehejre, mange småfugle, og havde et 30 minutter langt encounter med 3 gøge, som kredsede om os og tog os i øjesyn.

Lørdag aftens middag bragte igen flokken til samling, og vi spiste en lækker mørbrad med Hasselbach-kartofler og skøn salat, og snakken gik til ud på de små timer. De morgenfriske drog ud fra omkring kl. 04.00 søndag morgen og fik den flotte skyfri morgen, som havde afløst lørdagens noget blandede vejroplevelse.

Tak til alle fremmødte for hyggeligt samvær og god stemning. Der blev ryddet fint op søndag efter brunch, og vi spredtes igen ud over landet. Fremmødet er gået stødt frem de seneste år, og vi håber at se mange igen næste år, hvor turen går til ulveland, området omkring Ulfborg. Vi vender tilbage når vi har undersøgt overnatningsmulighederne, men vi ved allerede nu, at det bliver weekenden 12.-14. juni 2020, så sæt kryds i kalenderen.

0
Læs mere
Guldsmedetur på gyngende grund

10-06-2019

Tekst og foto: Ib Fagerlund

Pinsedag, den 9. juni kl. 10, var 14 personer mødt op til guldsmedeekspedition i Hellebæk Kohave. Turen var i samarbejde med Hellebæk Kohaves Venner, og halvdelen af deltagerne var fra NFD.

Vejret var ikke det bedste, da vi startede på P-pladsen, med kold blæst og mange skyer på himlen. Vi begav os straks ned i Teglstrup Hegn, for at finde lidt læ. Første mål var, som lovet, at besøge Fandens Hul, hvor dværgvandnymferne bor. Dem havde vi dog ikke ambitioner om at se, da det bestemt ikke er ufarligt at bevæge sig helt der ud i mosen, hvor de holder til. Men heldigvis fik vi snart noget sol, og andre guldsmede og sommerfugle begyndte at sværme rundt. Vi så adskillige arter af begge kategorier, bl.a. stor- og nordisk kærguldsmed, kileplet-mosaik, fireplettet libel, grøn smaragdlibel, forskellige vandnymfer, grøn busksommerfugl og den, for øjeblikket, allestedsværværende tidselsommerfugl.

 

Efter halvanden time gik vi ned til Klaresø og holdt frokostpause. Der kunne vi sidde og følge stor flagspætte fodre afkommet med guldsmede.

Efterfølgende gik turen ud til Skidendam – et stor og spændende højmose. Her så vi flere grøn busksommerfugl, stor kejserguldsmed, en masse snoge og meget mere.

Alt i alt en rigtig spændende tur med mange gode naturoplevelser.
0
Læs mere
Fotorejse til Peru

05-06-2019

Tekst og foto: Søren Jacobsen. Tidligere bragt i medlemsmagasinet nr. 92.


Min oprindelige tanke var Patagonien, men 40-45 timers rejsetid hver vej, fik mig på andre tanker. Valget faldt på Peru, og det har jeg ikke fortrudt! Den hollandske naturfotograf Jan Van der Greef anbefalede mig at tage kontakt til guide og fugleekspert Jose Luis Avendano.

Som sagt så gjort, og det resulterede i følgende: København-Amsterdam-Lima med KLM, rejsetid ca. 15 timer! Ankomst Lima 20.00. Blev afhentet i lufthavnen af Jose og vores chauffør Raul. Direkte til hotellet, lidt mad og på køjen, forventningsfuld og meget træt!


PUCUSANA og PANTANOS WETLANDS!
Tidligt op, 2-3 timers kørsel sydpå langs kysten fra Lima til den charmerende fiskerby Pucusana. Ud for kysten ligger der en lille klippeø, spækket med forskellige arter Inkaterner, Magellan pingviner, søløver, suler, pelikaner, forskellige mågearter, ryler osv. Utroligt!


Desværre var fotografering næsten umuligt her i en lille jolle og med store bølger (man må ikke gå i land på øen). Sikkert inde på kysten igen brugte vi resten af morgenen og formiddagen på fotografering af især Inkaterner, der var et af mine hovedmål for turen! Efter en dejlig frokost med forskellige fisk, tilbage til Lima! Dag 2 – knap så tidligt op, 1 times kørsel til PantanosWetlands, et fredet vådområde ved kysten.


Vi brugte hele dagen her, uheldige med tungt vejr og dårligt lys, kun få brugbare skud. Vi så dog mange spændende arter, forskellige andefugle, snehejrer, gribbe, lappedykkere, ryler, og også her Inkaterner! Dag 3. Indenrigsflyvning Lima-Tarapoto ca.1 time, over Andesbjergene til den nordlige Amazonasregion.ITarapoto er der meget varmt og fugtigt, så her var heldigvis kun 1 overnatning!


YURIMAGUAS ROAD
Den første lokation med kolibrier. De summede simpelthen om ørene på os, meget hyggeligt, en kort vandretur i regnskov, til en lysning med både feeders og blomster, her bla.  KoepcesHermitDe findes spredt langs Andesbjergenes østlige skråninger op til ca. 1300meter og kun her!


ARENA BLANCA
Igen en lille gåtur ind i regnskoven, hvor der var bygget en overdækket platform, hvorfra man kunne fotografere Wire-CrestedThorntail, sjælden langs Andesbjergenes østlige skråninger op til 1500m, her var der ingen feeders, kun naturlige blomster. I øvrigt var her en lille muret bygning med fine toiletter, træk og slip!!! Indtil videre havde vi ikke mødt andre turister eller fotografer, på hele turen!


CLOUDFOREST, OWLET LODGE
Bjergkørsel til omkring 2000 meter, hyggelig lodge på et lille plateau i Tågeskoven, hvor der var meget koldt om natten. Så her Ildfluer for første gang, meget smukt! Mange kolibriarter, bla. White-Bellied Woodstar, lever i fugtige skovkantområder op til 3100m. Tre koncentrerede fotodage her, både feeders og blomster!


WAQANKI
Fin lille lodge med en smuk have, familieejet. Her en halvhård vandretur 2-300 meter opad til fotolokationen, hvor der igen var bygget en overdækket platform – vi stod dog mest på jorden. Målet her var den meget smukke Rufous-CrestedCoquette, lokalt forholdsvis almindelig på Andesbjergenes østlige skråninger, op til ca. 1900 meter! 3 dage her, havde lidt dårlig mave her, dog ikke alvorligt 😉


HUEMBO
Meget smukt beliggende midt i Utcubamba dalen i ca. 2000meters højde, hjemsted for den meget sjældne, sky og smukke MarvelousSpatuletail. Hvilket privilegium at få lov til at fotografere denne enestående og desværre truede art Den viser sig kun i korte glimt, så 4 dage med øjet på søgeren, og øjnene løb i vand om aftenen af anstrengelse! Huembo er også familieejet, lidt primitivt, kun el fra 6-9 om aftenen! Jeg fik vasket lidt tøj af fruen her, hvilket til min overraskelse foregik med fad og vaskebræt! Hun fik gode drikkepenge 🙂


LEYMEBAMBA
Igen bjergkørsel, denne gang om natten. På grund af jordskred var vejen spærret i dagtimerne, vi måtte ud af bilen og fjerne klippestykker på vejen i bælgravende mørke, vi overlevede dog 🙂 Målet her var Bjergtukaner i ca. 3000 meter, men denne gang svigtede heldet dog, ingen billeder desværre. Til gengæld blev jeg bidt af sorte fluer, så min venstre hånd og underarm svulmede op til dobbelt størrelse, Jose sagde : ” Det er ikke farligt” – Okay så!! Jeg overlevede igen 🙂

Tarapoto-Lima-Amsterdam-København i et hug, næsten 24 timers hjemrejse, måske en overnatning i Lima havde været på sin plads her! En kæmpe oplevelse var det, Jose Luis Avendano er en super guide, han får min varmeste anbefaling, ikke at forglemme Raul vores fremragende chauffør, de er begge blevet mine gode venner, og jeg skal helt sikkert tilbage til PERU!!

 

Redigeret af: Carsten Holmbo Jensen 05062019

0
Læs mere