Tur til Pinseskoven, Vestamager den 7. juli 2019

Tekst: Susan Müller-Elmau og Ole Laursen
Foto: Susan Müller-Elmau, Gert Pedersen  og Ole Laursen

Turen blev ledet af den kendte sommerfugle-ekspert Lars Andersen. Da han også havde annonceret en tur, blev vi enige om at slå turene sammen. Vi havde håbet på flot sommerfuglevejr med sol og ingen vind – men sådan skulle det ikke være. Himlen var grå med truende skyer og der var en generende vind samtidig med, at temperaturen lå på ca. 17 grader.

Fra start fik vi at vide, at chancerne for at se sommerfugle ikke var særlig stor i dette vejr. Dog var vi heldige at få bl.a. Det hvide C, Admiral samt Iris på kortet.


Lars guidede os igennem skoven, der for det meste består af Birk, Bæverasp og Pil, som er de foretrukne bevoksninger for Iris og Sørgekåbe. Mens der blev fotograferet andre spændende ting, gik Lars i forvejen for at ”fodre” sommerfuglene med rødvin (af billigste slags). Efter lidt ventetid gennemsøgte vi området grundigt flere gange. Endelig var der gevinst og vi så et par hurtigtflyvende Iris hanner, som ingen dog nåede at få billeder af. Lidt senere opdagede vi en Iris hun, som sad på en birkestamme og sugede saft. Vi fik vist alle både set og fotograferet den store flotte sommerfugl. Det blev en lang og spændende tur, som tåler et nyt forsøg næste år.

0

De seneste nyheder

Capture One vs Lightroom

20-01-2020

Ib Fagerlund og Søren Klostergaard havde sat sig for at demonstrere de to rawkonvertere/billedbehan...

Læs mere
Årets naturfotograf

28-11-2019

0

Læs mere
Svampetur i Gribskov

07-10-2019

Tekst og foto; Carsten Siems Arne Ludwigsen er nabo til Gribskov og har færdedes i Danmarks andenst...

Læs mere
Kronhjortebrøl i Dyrehaven

01-10-2019

Tekst og foto: Jens Erik Holmsgaard og Carsten Siems   I lørdags, d. 28 september, mødte 12 f...

Læs mere
Turen til Rondane, Norge

25-09-2019

Tekst og foto: Carsten Siems For første gang var der i år en rigtig ”rejse” med i turkalendere...

Læs mere

Flere nyheder

Seneste magasin

Her finder du seneste udgave af vores magasin

medlemsblad Download og læs medlemsblad

OBS: Magasinet kræver medlemskab. Læs mere her

Læs andre nyheder

Tur til Himmelev Skov den 18. juni 2019

24-06-2019

Tekst: Susan Müller-Elmau
Foto: Jette Bjerregård Kristensen og Susan Müller-Elmau

Om aftenen den 18. juni gik turen til Himmelev Grusgrav/Skov, som er en nyanlagt statsskov beliggende i Roskilde Kommune. I alt 3.000 ha blev udlagt til skov i 2003, hvorefter den første beplantning foregik fra 2004. Udover en ny ung skov er der overdrev, mose og søer i et kuperet område, som engang var grusgrav.

Under kyndig vejledning fra Jette og John blev vi vist rundt i dette spændende naturområde. Vort primære mål var at finde den sjældne og meget smukke orkidé Biblomst. Sidste år udeblev den p.g.a. det kolde forår, men i år var vi til gengæld rigtig heldige og det tog ikke ret lang tid før 7 NFD’ere lå spredt rundt omkring i landskabet.

Udover biblomsten fik vi billeder af bl.a. prikbladet gøgeurt, rød skovfladbælg, rundbælg, slangehoved og larver af blodplet.

Helt klart et meget spændende naturområde, som er et besøg værd.

Tak til Jette og John for en dejlig tur i godt selskab

0
Læs mere
Sommertræf 2019

20-06-2019

Tekst: Preben Gori
Foto: Preben Gori, Carsten Siems og Bo Bjerre

Vi var i alt 27 sommerglade NFD- medlemmer, som mødte op på Degnetoften i Vester Vedsted ved Vadehavet fredag eftermiddag.

De senere års højt skattede køkkenhold var mødt fuldtalligt op og mens medlemmerne hyggesnakkede og hilste på hverandre og hinandens, blev der tilberedt en lækker gryderet og flot salat. En liste blev udfærdiget så alle kom til at tage deres tørn i løbet af weekenden.

Ihukommende Osvald Helmuths gamle traver om ”Den mellemste Køje” blev vi installeret i 3-etages køjesenge. Der er ikke meget plads at rutte med i de to nederste. Heldigvis var vi ikke så mange, at det blev nødvendigt, at tage overkøjerne i brug.

Om aftenen var vi en flok det gik ned til diget og kiggede ud over æ waadehaw. Det blev ikke til så mange fotos fredag aften, men snakken gik som sædvanligt livligt om løst og fast og de seneste fototekniske landvindinger over en kop kaffe og en god vin eller specialøl.

Lørdag var vejrudsigten noget broget, og mange valgte at køre til Mandø, enten i egen bil eller med traktorbussen, ad Låningsvejen gennem Vadehavet. Det er en flot tur gennem en usædvanlig biotop.

Egenbilisterne blev på Mandø og opsøgte nogle vadefugle, mens busfolket skiftede til en anden type kreaturvogn, og blev fragtet ud på Koresand syd for Mandø, hvor vi så en flok spættede sæler, og den medfølgende naturvejleder fra Vadehavscenteret, fortalte om Vadehavet og de særegne forhold der gør sig gældende her.

På turen ud over Koresand så vi ikke mindre end 7 havørne, der fouragerede på nogle byttedyr, det hele dog så langt væk, at det var svært at se detaljer. Vi blev også fulgt et stykke af vejen af en flok kvindelige ryttere på flotte islandske heste, som satte i skarp galop hen over det våde sand. Det var et flot syn.

Der er mange små og store fotolokaliteter i området, og mange små moser og skovklædte pletter blev besøgt af NFD’ere i store og mindre grupper. En af dem var Sølsted Mose, et af Fugleværnsfondens mange reservater. Her holder den sjældne Dyndsmerling til, ud over en masse større og mindre fugle. Vi så hedehøg, fiskehejre, mange småfugle, og havde et 30 minutter langt encounter med 3 gøge, som kredsede om os og tog os i øjesyn.

Lørdag aftens middag bragte igen flokken til samling, og vi spiste en lækker mørbrad med Hasselbach-kartofler og skøn salat, og snakken gik til ud på de små timer. De morgenfriske drog ud fra omkring kl. 04.00 søndag morgen og fik den flotte skyfri morgen, som havde afløst lørdagens noget blandede vejroplevelse.

Tak til alle fremmødte for hyggeligt samvær og god stemning. Der blev ryddet fint op søndag efter brunch, og vi spredtes igen ud over landet. Fremmødet er gået stødt frem de seneste år, og vi håber at se mange igen næste år, hvor turen går til ulveland, området omkring Ulfborg. Vi vender tilbage når vi har undersøgt overnatningsmulighederne, men vi ved allerede nu, at det bliver weekenden 12.-14. juni 2020, så sæt kryds i kalenderen.

0
Læs mere
Guldsmedetur på gyngende grund

10-06-2019

Tekst og foto: Ib Fagerlund

Pinsedag, den 9. juni kl. 10, var 14 personer mødt op til guldsmedeekspedition i Hellebæk Kohave. Turen var i samarbejde med Hellebæk Kohaves Venner, og halvdelen af deltagerne var fra NFD.

Vejret var ikke det bedste, da vi startede på P-pladsen, med kold blæst og mange skyer på himlen. Vi begav os straks ned i Teglstrup Hegn, for at finde lidt læ. Første mål var, som lovet, at besøge Fandens Hul, hvor dværgvandnymferne bor. Dem havde vi dog ikke ambitioner om at se, da det bestemt ikke er ufarligt at bevæge sig helt der ud i mosen, hvor de holder til. Men heldigvis fik vi snart noget sol, og andre guldsmede og sommerfugle begyndte at sværme rundt. Vi så adskillige arter af begge kategorier, bl.a. stor- og nordisk kærguldsmed, kileplet-mosaik, fireplettet libel, grøn smaragdlibel, forskellige vandnymfer, grøn busksommerfugl og den, for øjeblikket, allestedsværværende tidselsommerfugl.

 

Efter halvanden time gik vi ned til Klaresø og holdt frokostpause. Der kunne vi sidde og følge stor flagspætte fodre afkommet med guldsmede.

Efterfølgende gik turen ud til Skidendam – et stor og spændende højmose. Her så vi flere grøn busksommerfugl, stor kejserguldsmed, en masse snoge og meget mere.

Alt i alt en rigtig spændende tur med mange gode naturoplevelser.
0
Læs mere